Nyhedsbrev nr. 24 fra Støtteforeningen for Hospice Sydfyn
Stjernestunder med skøn mad
Kære læsere
Lækker og veltilberedt mad giver stjernestunder for patienterne på Hospice Sydfyn. Det sørger de fire ”tryllekunstnere” i køkkenet for. De gav formidable smagsprøver på det, da medlemmer af bestyrelsen for Hospice Sydfyn og bestyrelsen for Støtteforeningen samt deres partnere i begyndelsen af december var indbudt til julefrokost. Under middagen holdt hospicechef Marianne Nielsen en lille tale, og den skal du da også have en lille bid af her:
”Det er meningen, I skal føle jer forkælet og noget ganske særligt. Middagen er en gestus fra os med tak for alt det frivillige arbejde, I laver gennem året. Der er mange donationer, som skal bogføres, nyhedsbreve der skal skrives, generalforsamling der skal planlægges for slet ikke at tale om dagsordener, mødeaktivitet, referater og deltagelse i åbent hus.
Julemiddag betyder også, at endnu et år er ved at gå på hæld – for 11. gang her på Hospice Sydfyn. I år har vi heldigvis ikke skiftet 15 medarbejdere ud. Blot et par stykker, så velkommen til souschef Charlotte Terp og musikpædagog Rikke Petersen.
I anledningen af julemiddagen vil jeg dvæle ved køkkenet. Sidste år rejste 3 af de 4 ansatte i køkkenet, men i år er vi heldige at have haft samme firkløver hele året. De har sat præg på 2023 – ikke kun med lækker mad hver dag – men også med en søndagsfrokost i februar for de frivillige ud fra de fire elementer ild, vand, luft og jord. Det blev til indbydende ”hapsere” til over 100 gæster til åbent hus, og i oktober kom køkkenchef Vivi Lilholm Sonnichsen og ernæringsassistent Lis Neumann på landsdækkende tv.
Det var en hurtig beslutning lige før efterårsferien, da Go morgen Danmark skulle have besøg af den bogaktuelle radiovært, Lærke Kløvedal, som har programmet ”Det sidste måltid”. Her taler hendes gæster om et sidste måltid, som de forestiller sig det, men journalisterne ville også tale med nogen, der faktisk tilbereder det sidste måltid. I 7 minutter fik Vivi og Lis mulighed for at fortælle om mad med minder, om de særlige ønsker, som de opfylder for patienterne, og om betydningen af stjernestunder med god mad.”
Begge bestyrelser fik lejlighed til at gense klippet, som desværre ikke længere ligger på nettet, og både Vivi og Lis blev kaldt ind til en varm applaus for de kulinariske kreationer, de dagligt leverer sammen med ernæringsassistenterne Marianne Frich Hansen og Signe Hassenkam Dideriksen.
Tak for meget flotte bidrag
Ved indgangen til julemåneden kom to flotte donationer til Støtteforeningen for Hospice Sydfyn
En fra Frederik Watson på 17.700kr og en anonym på 5.000 kr. (fra en, som har givet en tilsvarende donation hvert år).
Pr. 4. december er vi oppe på at have modtaget 140.040 kr. og heraf er 164 donationer på 200 kr. og derover.
Se hele oversigten over donationer her https://www.hospicesydfyn.dk/
Hvis du også vil give, kan du gøre det her https://www.hospicesydfyn.dk/
Her får du årets julegaveidé: Et medlemskort til Støtteforeningen for Hospice Sydfyn.
Prisen er kun 100 kr. pr person for et helt års personligt medlemskab. Og du må tilmelde to personer på samme adresse.
Tænk over det. Men ikke for længe. Det er jul lige om lidt!
Faktisk er det ikke kun en gave til den, du giver medlemskabet til. Det er også en gave til patienter, pårørende og frivillige hjælpere, som får glæde af foreningens støtte.
Den – eller dem, du giver medlemskortet til, får: Adgang til den årlige generalforsamling med medbestemmelse, kaffe og kage. Og som medlemmer er de med til at hjælpe lokalt, mennesker med en uhelbredelig sygdom.
Spring til det nu. Det er lettere end du tror.
Tast oplysningerne på de(t) nye medlem(mer) ind her: https://www.hospicesydfyn.dk/
Og betal sådan her:
Bankforbindelse: Danske Bank: Reg. Nr. 3224 Konto nr.
Indbetaling - nu også via MobilePay på 712088
Med tak for i år fra Støtteforeningen for Hospice Sydfyn ønsker vi for dig og dine kære:
En rigtig glædelig jul!